The end

Endnu engang er tiden fløjet afsted. Og snart er jeg tilbage i vante rammer igen. Lige nu sidder jeg på flyet med snuden rettet mod skandinavien og funderer over hvad jeg mon fik de sidste to uger til at gå med. 

Jeg kom til Koh Tao d. 12/3 og fandt, efter 3 timers vandring rundt i byen i 35gr. hede, et virkelig usselt værelse med delt bad/toilet til en alt for dyr pris. Jeg var dog blevet advaret på forhånd, Koh Tao er væsentligt dyrere end resten af Thailand, også sammenlignet med de to ellers ligeledes populære naboøer, Koh Phangan og Koh Samui. 

Solnedgang på Koh Tao

Værelset i sig selv var ikke andet end blot en madras på gulvet, men en meget beskidt en af slagsen, med mønstret sengetøj, hvilket altid lidt er en udfordring fordi det gør det virkelig svært at afkode og det er helt rent. Men det værste var næsten lugten af gammel tis uden foran værelset! Det var ikke meget jeg fik sovet den nat kan jeg godt afsløre.

 

Så dagen efter måtte jeg på vejen igen, og fandt heldigvis et meget pænt og rent hostel, Sun Smile, som lå lidt længere oppe i den festlige by, Sairee. Her mødte jeg Derya fra Tyskland, som jeg hoppede på stranden med. Samme eftermiddag mødtes jeg med Casper, en ven af en ven fra Danmark. Casper bor og arbejder med dykning på Koh Tao og vi har haft kontakt et godt stykke tid før jeg ankom til Koh Tao for at aftale at mødes, så det var sjovt endelig at mødes. Så disse to herlige mennesker blev dem jeg brugte stort set alle mine timer med på Koh Tao! 

Casper og Derya

Dagene tog faktisk lidt hinanden på Koh Tao. Jeg havde planer om at tage et dykkercartifikat, men tillod mig at tage nogle dage med strand og afslapning før jeg startede. Der viste sig desværre at være en rigtig uheldig plan. D. 16/3 tager Casper mig med i poolen for at tage et lille "prøvedyk" så jeg kan vurdere om det var noget jeg ville gå videre med. Det endte med at være mere sjov og fjol i poolen, men jeg tog alligevel udfordringen op og startede på kursus samme aften. Næste dag vågner jeg til mit vækkeur og er godt træt i hovedet, da en fyr fra mit hostel var så tilpas beruset da han kom hjem, at vi andre skulle underholdes og vækkes af hans mangel på evne til at styre sine kropsbevægelser. Jeg bemærkede godt da, at der var en underlig lugt i lokalet, men skød det hen til at være ildelugt fra toilettet (som selvfølgelig slet ikke er attypisk hernede). Men da jeg står op kl. 8, ser jeg at lokalet vi ligger i er fuldstændig røget og luften er tyk af en klam lugt af brændt plastisk eller andet syntetisk materiale. Efter lidt fumlen frem og tilbage med personalet finder vi ud af det er den elektriske vandvarmer på badeværelset der er brændt sammen, og vi rykker værelse. Men da jeg får sat mig og spiser morgenmad rammer kaoset mig, og jeg er pludselig virkelig bange for at det kunne være alvorlig farligt det vi havde ligget og sovet i. Efter et opkald til Casper og efterfølgende en snak med dykkerinstruktøren, som begge beroliger mig med at alt sansynligvis er helt ok, tager jeg en god opfriskende svømmetur i havet og starter på en frisk. Klar til dykkercertifikat/kursus. Dagen stod på teori og træning i poolen. Det var sjovt, udfordrende og grænseoverskridende, men ikke mere end at jeg stadig havde mod på at gå videre til næste step, som var 4 dyk i havet over de næste to dage, en eksamen og så ville certifikatet være i hus. Men da vi kommer op af poolen får jeg det virkelig dårligt, satser på det er mangel på mad og måske jeg er dehydreret efter en lang dag. Men desværre udvikler det sig, med opkast og maveonde, som trækker ud over de næste 5 dage. Så i og med jeg havde ventet 4-5 dage med at påbegynde mit kursus, var tiden pludselig også knap nu, og jeg havde desværre ikke tid til at få mit certifikat. Men jeg fik en god oplevelse, og de lod mig tage den skriftlige eksamen, og kunne derfor gå ud af døren med et halvt certifikat, som jeg kan tage færdig inden for 6 måneder. 

På trods af nogle hæslige sygdomsdage og en mave fuldstændig ude af balance, og på trods af at jeg stort set ikke indtog noget fast føde i 5 dage, havde jeg faktisk nogle rigtig gode dage på Koh Tao, alt sammen takket være det gode selskab. Lange gåture på stranden, afslapning i sengen, ladyboy show, en god omgang yoga og min egen privatchauffør (Casper ;-) ) som tog mig lidt ud og se andet end Sairee. Det har været en fornøjelse, og jeg har været heldig at have Casper da han har været der for mig 100% imens jeg skulle igennem mine lidelser. Så jeg er ham evig taknemmelig for sin hjælsomhed og for at åbne sit hjem for mig. 

 Shambala yoga studio 

Ladyboy show Koh Tao

Casper i Mae Haad

D. 22/3 gik turen mod Bangkok, og nedtællingen til hjemkomst i DK gik for alvor igang. 

On the road again

Jeg skulle med båd til Chumpon, fra havnen til togstationen, vente i byen omkring 3 timer, sad et sted og fik mig noget god mad og en øl, og så med nattoget til Bangkok. 

For første gang oplevede jeg en rejse som gik fuldstændig som den skulle! Det var en kæmpe fornøjelse! Efter alle mine dårlige rejseoplevelser var dette langt over forventning, alt gik slag i slag og derfor var humøret fra min side, usædvanlig højt under hele turen. 

Jeg havde booket et hotel i Bangkok på forhånd, og humøret forblev meget højt ved ankomst, hvis ikke det endda steg lidt. Blev taget utrolig godt imod, fik morgenmad, og ventede et par timer ved poolen på taget før jeg fik mit værelse. 

Pool på 5. Sal - D Varee Diva Bally's

Så allerede nu var jeg godt tilfreds, men værelset toppede det. Det var tættere på at være en lille en lille lejlighed, med tekøkken, kæmpe seng, lille altan med den fineste udsigt over Bangkok og det pæneste/reneste badeværelse jeg havde set i snart to måneder. Det var intet mindre end en fornøjelse at have mine sidste dage i luksus! 

Min dage i Bangkok, var delvist præget af regn, som tog en del af min tid, men derudover var Bangkok en fed oplevelse og en by jeg gerne ville udforske mere. Kæmpe by med fart på og man er mere end godt træt i skallen efter en hel dag ude i mylderet! Men jeg forsøgte at få kombineret lidt sightseeing og shopping på mine 2-3 dage. Slet slet ikke nok tid på den ene side og på den anden side er jeg så mættet efter nogle meget intense dage, at det er ok der kommer lidt ro på.

Poolen blev brugt til skønne morgensvømmeture og altanen til morgenmad og en godnat bajer. Skytrain systemet fungerer virkelig godt og er en rigtig god måde at transportere sig på. Jeg fik sejlet lidt på den grå/brune flod, som var lidt et andet syn sammenlignet med alt det smukke blå hav jeg ellers har været omringet af det meste af min tur. Jeg fik set en kæmpe buddah i Wat Pho, og udforsket Grand Palace iblandt de gigantiske mængder af kinesiske turister som overdynger stedet. Jeg fik set tre forskellige shopping centre og besøgt to aftenmarkeder. Sluttede min sidste aften med et kæmpe måltid, hvor jeg bestilte tre retter accompagneret med en GT (ja min appetit var vendt tilbage ;-) ), og rundede den sene aften af med en times massage omkring midnat. Så selvom klokken nåede at blive 2 om natten før jeg havde fået pakket tasken og var klar til at lægge hovedet på puden, havde jeg en god, veltilpas følelse i min krop. Trist over at min rejse er kommet til en ende, men faktisk rimelig klar til at komme hjem.

Jeg skal hjem til min familie, venner og min skønne lejlighed, som uden tvivl er helt vidunderligt. Men det er også underligt at mit rejseeventyr dermed er slut, og dertil hører at jeg skal hjem og finde ud af hvad jeg skal bruge mit liv på. Kun et lille pres... Men jeg tror, at alle mine oplevelser på denne tur også først kommer rigtig til sin ret, når jeg kommer hjem, og indtrykkene får lov at synke ind. Og det glæder jeg mig til. Det har været den største oplevelse! Jeg er betaget af hvor nemt det er og har været at rejse alene og hvis lejligheden byder sig, gør jeg det med glæde igen. Jeg er sikker på at rejsen har givet mig styrke, det har uden tvivl givet mig oplevelser for livet og venner over hele verden! Jeg er enormt taknemmelig. Taknemmelig over at være født i Danmark, taknemmelig over alle de muligheder og ejendomme jeg har og tager for givet hver eneste dag, taknemmelig over at se verden og møde så mange forskellige og fantastiske mennesker på min vej. 

En kæmpe tak til alle jeg har mødt på min vej, tak til Bali, tak til Thailand. Og ej at forglemme, et stort tak til mig selv, for at springe ud i det, trodse min frygt og lytte til min lyst! 

Buddhaer i Grand Palace

Som nævnt sidder jeg i skrivende stund i flyet på vej mod København, og jeg priser mig lykkelig over at have en direkte flyvning fra Bangkok. Jeg har nu knap 8 ud af 12 timer tilbage af min flyvetur. Så jeg har vidst bare tilbage at sige: 

Vi ses snart i min højt elskede hjemby, København <3

Sawadee kah Thailand

Den 26/2 blev slutningen på mit Bali eventyr og starten af min rejse i Thailand. Det lader til, at jeg generelt er ret uheldig når det gælder transport. For det første havde jeg bestilt en bil til at hente mig på mit hostel, som ikke dukkede op og jeg var nødt til at vente 30 min. på taxaen. Det betød så, at jeg havde virkelig knap tid til at nå til lufthavnen i tide. Men chaufføren kørte som en gal gennem trafrikken og fik mig frem i tide. Ikke nok med det, finder jeg ud af 10 min. før mit fly skal lette, at de har rykket min gate, så jeg har ventet ved den forkerte gate i 15-20min. og må løbe gennem hele lufthavnen, og stakåndet hoppe på flyet i sidste øjeblik! Virkelig mit held at lufthavnen ikke var større. Men det lykkedes og jeg kom sikkert frem til Phuket efter et kort stop i Kuala Lumpur.

Da jeg ankommer til Phuket har jeg stadig ikke rigtig besluttet hvor jeg skal tage hen. Men da jeg skal mødes med min tidligere kollega i Kamala d. 27/2, beslutter jeg at tage til Patong et par nætter til en start. 

Jeg tager en shuttlebus fra lufthavnen og ankommer i Patong omkring klokken 20-21 stykker, og allerede ved første øjekast fortryder jeg mit valg! Patong er intet andet end den ene vilde bar efter den anden, gaden er pakket med folk der vil have dig ind på deres bar eller se et Ping-Pong show, ladyboys og prostituerede. Det er et skrækkeligt sted og jeg ville aldrig anbefale nogen at tage dertil!

Et glimt af Patong

De lokale jeg møder er ikke særlig hjælpsomme og meget negative, hvilket jeg VIRKELIG godt forstår hvis man bor og arbejder der hver dag. Jeg var dog heldig at møde en stor gruppe backpackere den første aften jeg tog ud at spise med, og fik et par drinks, som gjorde det væsentligt bedre. 

Middag på en bjergside med udsigt over Patong

Dagen efter var jeg sammen med en tidligere kollega med påhæng og knægt i Kamala og havde en smadder dejlig aften!

I godt selskab  👍

 Men så var det også slut for mig i Patong, og Phuket. Jeg tog en bus til Phuket Town og videre til Khao Lak hvor jeg blev en enkelt dag. Der skete ikke meget i Khao Lak, det var primært midaldrene/ældre par, lidt familier, og ellers er det et afsæt ud til Similan øerne eller naturparken i Khao Sok.

Jeg besluttede at jeg hellere ville tage over til Koh Phangan med det samme, 4 dage før full moon party. Men her skulle jeg for første gang erfare at thailandsk transport ikke altid er så let som det burde være...

Jeg skulle med den offentlige bus til Surat Thani, ca. 3 timers kørsel. Men undervejs i bussen taler jeg med en fyr der arbejder i bussen, han taler stort set ikke et ord engelsk! Jeg får nævnt et selskab jeg havde regnet med jeg kunne sejle med til Koh Phangan, og pludselig hiver han mig ud af bussen, giver mig min rygsæk peger ned ad en gade for at indikere at det selskab jeg nævnte ligger den vej. Jeg går lidt og finder selskabet, der ser lukket ud og der er ingen mennesker. En dame åbner en luge og spørger hvor jeg skal hen, og fortæller mig så at der ikke er flere afgange idag, bussen gik for sidste gang klokken 14 og nu var klokken 14.30... Og så står jeg der midt i ingenting. Hun er meget lidt hjælpsom, det virker mest af alt som om hun synes jeg er irriterende og prøver at vifte mig væk. Hvad jeg ikke forstod var at båden skulle gå kl 16 fra havnen så jeg spurgte hvordan mam kom til og hvor langt der var til havnen, og da hun siger en time er jeg lige ved at falde på rumpen! Nu stod jeg der, en time fra havnen med ingen transport. Modvilligt forsøger hun at fortælle at jeg skal med en bus til byen derfra, jeg stopper 3 busser som ingen kører den rigtige vej. Jeg finder frem til en noget øde busstation, uden busser, og spørger mig frem. Igen næsten ingen engelsk, så en dame på et kontor skriver en lille sedl på thai, og følger mig ud og stopper yderligere 3 busser uden held. 4. bus vifter hun mig ind i, siger noget til billetdamen i bussen og giver hende min sedl. Jeg aner stadig ikke hvor de kører hen eller hvad der står på min sedl. Efter ca. 20-30 min. i bussen hiver hun mig ud og over til et selskab hvor jeg kan købe billet til bus+færge til Koh Phangan og være der kl. 21.00 eller Koh Samui kl. 19.30, men da kl. nu er 15.30 og jeg i forvejen har været på vejen i 6 timer virker 19.30 mere overskueligt. Så det bestiller jeg, kommer så til Samui 4 timer senere, og finder ud af at den by jeg skal hen til ligger yderligere en 1-1,5 time fra havnen. Så den bliver alligevel næsten 21 før jeg ankommer på et hostel jeg fandt undervejs. Det har været den ultimativt mest udfordrende dag for mig på hele turen! Og jeg har sjældent været så udmattet. Men jeg overlevede og dagen efter er alting godt igen :)

Solnedgang på båden til Samui

D. 3/3 ankommer jeg til Koh Phangan, et par dage før Full Moon Party som er den 5/3. Jeg går lidt rundt i gaderne og prøver at finde ud af hvor jeg vil bo, da en pige kommer hen, prikker mig på skulderen og spørger om jeg vil dele et værelse med hende for at spare penge. Og det blev helt sikkert et ja herfra. Det var første møde på den uge Claire og jeg endte med at bruge sammen her i Thailand. 

Vi havde nogle skønne dage på Koh Phangan hvor vi dasede på stranden eller brugte tiden på at spise og slappe af, og aftenerne på at få et par øl og mødes med en gruppe Canadiske drenge hun havde rejst rundt med tidligere på sin tur. 

Full moon party

Der var ild shows hver aften, her også børn der deltager.

Den obligatoriske selvlysende maling

Full Moon Party var i samme selskab, vi havde en fest. Købte grimme t-shirts og maling så vi blendede godt ind i festen. Det var en sjov aften som fortsatte til den lyse morgen. Dagen efter Full Moon bruger vi på at restituere, og så beslutter vi at tage sammen til Khao Sok. Jeg må være sindsyg, at jeg kan finde på at tage tilbage den skrækkelige tur, men forsøger at holde modet oppe og tænker at det må kunne gøres lettere. Men endnu engang oplever jeg hvor ringe transporten er. Vi kommer fint til havnen på Phangan og båden over, bortset fra at der er ISKOLDT på båden og man kun kan sidde indenfor. 

Båden til Surat Thani

Fra havnen på fastlandet er det så en anden sag. Vi får mast os med ind i en bus mod Surat Thani, og får afvide vi godt kan tage med der hvis vi skal til Khao Sok. Først bliver vi smidt af ét sted, hvor vi med nød får lov at købe billet og venter 45min, så bliver vi samlet op og kørt et nyt sted hen, og får afvide vi skal vente ca. 1 time, så bliver vi gudhjælpemig kørt til et tredje sted for at skifte bus! Ikke nok med det stopper chaufføren flere gange undervejs, så skal han tanke, så køber han vand, så køber han mad... Claire og jeg var taget afsted klokken 6 om morgenen, for at kunne få noget ud af dagen... Da vi kommer frem til Khao Sok er klokken 16... Jeg er så skuffet! Men for at se det på den lyse side, denne gang var jeg heldigvis ikke fortabt midt i ingenting eller alene. 

I Khao Sok bestiller vi en dagstur ind i naturparken dagen efter. Vi startede kl. 8 med morgenmad, blev kørt til et lille lokalt marked, derefter til en stor sø. Her skulle vi sejle 1 time på longtail boat ud til nogle lake houses. Der var så fantastisk smukt på den sø, omgivet af bjerge og grøn natur, og stilhed! 

Claire og Florent på båden

Lake houses

Her havde vi frokost og kunne bade i søen. Efter det havde vi en vandring gennem junglen og gennem en kold og våd grotte, hvor når vandet var dybest, gik mig til midt på halsen, i iskoldt vand! Det var den fedeste oplevelse og jeg vil klart anbefale alle der besøger Thailand til at tage til Khao Sok. 

Vi boede i en træ bungalow omringet af natur med udsigt op til bjergene. Det var et helt unikt sted og et dejligt afbræk fra fest og strand! Vores hytte var noget primitiv, vores dør var stadig åben med ca. 10cm forneden, når døren var 'lukket'. Og vi havde også besøg af et par frøer. Men tilgengæld var det også ufatteligt billig, 300,- Baht/nat, hvilket svarer til ca. 65,- Dkk for to personer. 

Udsigt fra hytterne 

Vores hytte hos Smiley Bungalows

Døren - lukket...

En frø på visit i vores bungalow

Det var hele turen værd! Og jeg ville gøre det igen! 

Sidste måltid inden afgang

Igår tog jeg tilbage til Koh Samui, prøvede at være på forkant og købe en samlet pakke. En minibus henter os, sætter Clair af på togstationen da hun skal til Bangkok og hjem til Frankrig, og mig af hos det båd selskab jeg havde fået afvide jeg skulle med. Jeg kommer frem, viser mig billet, og igen en sur irriteret ekspedient vifter mig væk og siger billetten ikke gælder til deres selskab......... Jeg var grædefærdig!! 

Ender med at købe en ny billet!! Og kommer så heldigvis ellers frem, uden yderligere problemer.

Så nu er jeg på Samui, sidder på en altan på mit hostel mens solen går ned, efter en rigtig turistdag, hvor jeg har været rundt og tage billeder af alle Samuis attraktioner! 

Big Buddha og mig :-D 

Jeg fik også en omgang 'good luck' med på vejen fra en munk - lad os håbe det hjalp! 

Imorgen vil jeg slappe af før turen går videre til Koh Tao på torsdag - det glæder jeg mig til!

Ellers er her dejlig! Vejret er skønt, vi havde lidt regn inde i Khao Sok men ellers er her fuld sol for det meste og vel omkring 35 gr. om dagen. Jeg sender igen lidt varme og solskin til Danmark ;)

Undskyld for det meeeget lange indlæg! I hører fra mig snart igen

 :-*

Terima kasih Bali

Jeg må nok erkende at min ambition om at holde jer opdaterede på bloggen løbende er lidt et flop. Tiden flyver afsted! Og det tager lang tid at skrive på telefonen, så jeg får ikke rigtig taget mig tiden til det. Men lad os starte hvor vi slap.  

Efter Ubud fulgtes jeg med Olli til Gili Trawangan, som efter sigende skulle være den helt store fest ø. Det første man der når man ankommer er de her skrækkelige store farvede bogstaver: TRAWAGAN 

Efter noget besvær fandt vi frem til det hostel, La Boheme, hvor vi havde booket to værelser. Jeg besluttede mig for at udforske øen med det samme, så sammen med en ansat fra hotellet, Mikhele, som tilbød at følge mig rundt, gik jeg hele vejen rundt om øen. Med et par længere stop undervejs tog det ca. 2-3 timer vil jeg tro. Så øen er meget lille. Strandene er flotte, men ikke de smukkeste strande jeg har set, og mange steder var det heller ikke de bedste bademuligheder. Øen virker ret beskidt, og de lokale var ikke synderligt venlige eller imødekommende. Ikke at det kan undre når man tænker på øen konstant er overdænget med unge festaber som sansynligvis ikke altid opfører sig særlig pænt. Jeg blev 3 nætter på Gili T og var egentlig kun ude den ene aften, og det var ikke nogen særlig god fest. Tilsyneladende valgte jeg også den eneste dag på ugen hvor der ikke rigtig sker noget. Ingen fest om torsdagen åbenbart. Så øen gjorde ikke noget noget særlig bemærkelsesværdigt indtryk. Restauranter og cafeer er dyre og ikke særlig gode de fleste steder, selv mad på madmarkedet var 'dyrt' her. 

Men tilgæld var det her på øen jeg og Olli mødte Julian fra tyskland og Mitch fra Australien. Vi fire og Mikhele brugte mange timer sammen her på øen, vi lejede cykler og kørte rundt til forskellige steder på øen. 

Selvfølgelig langs stranden men også inde midt på øen hvor vi så en lidt mere til hvor de lokale boede. Det var en god måde at komme rundt på øen! Bortset fra at cyklerne ikke rigtig var til at stole på og gerne gik i stykker lidt efter lidt undervejs. 

Dagen før vi tog videre til Gili Air mødte vi Elian, en hollandsk pige som også besluttede sig for at tage med os. Gili Air har jeg hørt uendelig mange rosende ord om, at det skulle være en lille paradis ø. Olli, Elian og jeg ankom som de første, og blev transporteret med hestevogn op til de Bugalows vi havde booket på forhånd. Der er ingem motortrafik på Gili øerne! Bortset fra et par enkelte el drevne scootere. Så al transport er enten til fods, på cykel eller med heste vogn. Jeg er ikke glad for at skulle tage med de her hestevogne, for flere af disse heste bliver vidst ikke behandlet særlig godt. Men ikke desto mindre er det vores eneste mulighed, hvis ikke vi skal vandre i 35gr. til den anden ende af øen men vores store rygsække. 

Vi kommer frem, og ser de ligger næsten helt ned til vandet, med en lille bar/restaurant foran. Det var smukt, men her var helt tomt! Vi bruger et par timer ved vandet, de andre drenge kommer og pludselig kan vi se et voldsomt uvejr nærme sig. Efter uvejret er strømmen gået og den kommer ikke tilbage før ca. 24 timer senere. Så generelt mens vi er på Gili Air var vi ret uheldige, vi havde uvejr et par gange og her var ret mørkt de fleste steder da kun få steder havde en generator. Jeg og et par af drengene lejede cykler for at udforske rundt om øen, men finder hurtigt ud af at meget af vejen rundt om øen er alt for sandet til man kan cykle i det. 

En dag var vi ude at snorkle, hvilket var meget sjovt, svømmede med en skildpadde! Og senere tog vi en yoga time på stranden, det var en fed fornemmelse! 

Her var generelt rimelig fint, men stort set ingen mennesker!! Igen en slags spøgelsesby fornemmelse, pga de mange barer og restauranter der står helt tomme og skriger på at mennesker skal komme og fylde dem op. Der manglede helt sikkert noget stemning som ville have præget stedet positivt. Så to nætter her var rigeligt for mig. Det bedste ved Gili øerne for mig, var de fire gode venner jeg fik! Vi var en kombination af meget forskellige mennesker, som alle rejste rundt alene, men vi havde det fantastisk sammen. 

Fra venstre: Elian, Olli, Julian, Mitch

Fra Gili Air tog jeg, en dag før de andre til Seminyak på Bali. Det var en heftigt tur, det regnede og stormede på hele bådturen, så det var en hård sejltur og efterfølgende var jeg enormt uheldig at skulle vente en time i havnen på min bus kørte, og køreturen der burde have taget maks 2 timer endte med at tage 4! Så det blev en laaaang og ubehagelig rejsedag. Men jeg kom frem! Seminyak rr en livlig by, med en masse fine forretninger og gode restauranter. Stranden var ikke særlig god, høje bølger, brun sandstrand, og fordi det er regnsæson skyller det alt det skrald der bliver smidt inde på øen, ned til stranden og ud i havet, så der var ugatteligt meget skrald der var skyllet op på stranden, men faktisk også ude i havet. Det er skrækkeligt!!! Der er generelt utrolig meget affald alle steder. De kaster plastik emballage fra sig hvor somhelst, det er et uhyggeligt syn. 

Dagen efter kom 3 af de andre og mødtes med mig, og vi tog en eftermiddagstur til Uluwatu Water Temple en times kørsel derfra. Et utrolig smukt sted, et tempel der ligger på en klippe ud til vandet, men en meget lang mur/gang på begge sider. Et smukt sted! 

Elian var blevet anbefalet at tage til en strand i nærheden og spise, men da vi ankommer, får et bord og ser menukortet er priserne ufatteligt dyre! Så vi får os en øl og tager tilbage til Seminyak og spiser. Heldigvis, for 10 minutter senere begynder det at vælte ned, og det fortsætter sådan i flere timer. 

Min sidste dag på Bali blev brugt på at slappe af, slentre rundt i byen og om aftenen tog jeg ned på en bar på stranden og hørte live musik og fik mig en drink. 

Bali har været fantastisk! Jeg er forelsket i deres kultur og de fleste balinesere er utrolig imødekommende og venlige mennesker! Jeg føler helt sikkert at jeg gerne vil se Bali igen, men måske i en anden sæson da flere steder har været meget præget af at der mangler lidt stemning. Mit yndlingssted er uden tvivl Ubud! 

Jeg har dyrket yoga, trekket op ad et bjerg midt om natten, set smukke solopgange og solnedgange. Jeg har nydt at rejse alene på Bali, men har da haft et par øjeblikke hvor jeg har været udfordret, heldigvis få. Jeg har nydt mit eget selskab, og samtidig har jeg mødt så mange skønne mennesker, både lokale og rejsende. 

Så jeg siger tak til Bali for 3 vidunderlige uger og mange fantastiske øjeblikke.

Det bliver i næste update i kan høre om min første tid i Thailand.

<3

Ubud love

Min sidste morgen i Sanur vaagnede jeg kl. 05.30 om morgenen og besluttede mig for at gaa til stranden for at se solopgang. Gaden laa fuldstaendigt oede hen og stranden var kulsort da jeg kom. Der var stille, kun fuglene i baggrunden afbroed stilheden, ikke engang vanden bevaegede sig. Solopgangen var helt ubeskrivelig smuk, den let orange og pink farve der lagde sig som et taeppe langs vandet, der langsomt gled over i en lyseblaa farve mens over mig var der fortsat maane og kulsort himmel. Det hele var saa roligt. Et meget zen oejeblik!

Turen gik videre til Ubud onsdag d. 11/2, busturen tog kun 1 time, saa det var bestemt til at leve med. Paa trods af at vejene er forholdsvis smaa, kringlede og hullede var det en rimelig behagelig tur hertil.
Jeg bor paa Goutama Homestay, som er et rigtig fint lille sted hvor jeg har et vaerelse for mig selv til meget faa penge. Gaden er fyldt med smaa hyggelige Warung'er, som er smaa lokale, indonesiske spisesteder man finder overalt. 

Jeg oplever saa meget at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte.
Ubud er en fantastisk by. Yoga er en udpraeget beskaeftigelse her i byen, her er mange rejsende og om dagen summer her af liv. Men naar klokken slaar 23, saa er gaden naermest rydet, alt er lukket, her bliver stille og fri for liv, foruden de hunde der vandrer rundt i gaderne om natten.
Jeg moeder mennesker hele tiden, selvom jeg ikke bor paa hostel, som ville vaere det oplagte sted at finde rejsende som jeg selv, ender jeg alligevel med at loebe ind i nye mennesker hele tiden, det saavel lokale som rejsende.
Ubud er en forholdsvis veletableret by. Her er en blanding af markeder og forretninger, smaa lokale warung'er, stoerre restauranter og små cafeer. Frisklavet juice kan man koebe paa hvert et gadehjoerne og er uden tvivl det jeg indtager mest af. Udover det er jeg ret glad for indonesisk mad her paa Bali. Nasi Goreng, Mie Goereng, Cap Cay, Satay osv.. Det er smagfuldt og ikke for spicy. Det fantasktisk :)
Det var uvist hvor laenge jeg ville blive her i Ubud, men jeg har elsket at vaere her, saa jeg er endt med at bruge en uge i og omkring dette fantastiske mekka af kunst og kultur. 
I tirsdags gik jeg en tur i byen og endte i Monkey Forest, som er en lille skov der ligger i udkanten af Ubud, hvor vilde aber lever, som man kan betale for at komme ind at gaa iblandt. Det var en sjov oplevelse, surrealistisk at sidde og gaa side om side med de smaa aber. De er kendt for at vaere rimelig fraekke, og springer gerne op og forsoeger at tage dine ting, isaer hvis du har mad i din taske eller lommer, som de kan lugte paa lang afstand. Bortset fra et lille abeangreb, en abe som uden held forsoegte at tage min taske og kamera, kom jeg uskadt ud derfra.

Det har regnet en del mine foerste dage her. Men det goer ikke saa meget, da jeg finder massere interessante ting at beskaeftige mig med. Blandt andet yoga, selvom det ikke er det jeg bruger mest tid på, så nyder jeg det når jeg får det gjort.

Yoga barn

 Og så brugte flere timer paa et museum, ARMA, som ligger ca. 30 min. gaaafstand fra hvor jeg bor. Der er en fantastisk kollektion af moderne og traditionel lokal kunst samlet i to huse, men det er mere end det, selve museet er et samlingspunkt for kunst og musikinteresserede, smaa lokale boern kommer og bliver undervist hver og hveranden dag i traditionel balinesisk dans. Folk moedes her og spiller musik, og der bliver undervist i alskens kunsarter.

Musik øver på ARMA

Museet er omringet at en kaempe have, og gaar man langt nok tilbage kommer man ud til en masse rismarker som ogsaa hoerer til museet. En skoen oplevelse hvor jeg moedte en aeldre herre som vidste en hel masse om kunsten og kulturen, og guidede mig igennem haven og de mange komplekse motiver i malerierne. Samme aften var jeg, sammen med et britisk par jeg havde moedt dagen foer, til en ceremoni her i byen. En ceremoni hvor en masse af byens lokale beboere moedes i traditionel paakladning med saronger og skjorter og hoved beklaedning og blonder i lange baner. Der blev spillet musik mens de alle roligt gik fra sted til sted og lagde deres ofringer til guderne, alle kvinderne med kurve paa hovedet som var fyldt op med laekkerier i form af mad, blomster og drikkevarer. 

Ceremoni i tempel, Ubud

Her moedte jeg en lokal mand ved navn Ida. Ida er som rigtig mange her paa Bali, en alt-mulig-mand. Chauffoer, Guide og Maler er bl.a. hvad der staar paa hans visitkort. Han fik mig i forbindelse med Kuncit, som jeg var til malerkursus hos i 3 timer i loerdags. Det var laerrigt, og en meget hyggelig dag i selskab med en enormt dygtig kunstner. Vi sad paa gulvet i et aabent lokale som laa ud til vejen, hvilket ogsaa betoed at flere mennesker kom forbi i loebet af dagen og en slog sig ogsaa ned og sad og tegnede ved siden af os. Skoen dag. 

Kuncit forklarer nok noget klogt her :)

Aboedt som gav mig en af sine tegninger

Ida hentede mig igen, og inviterede mig til hans hjem her i Ubud. Ida og hans kones hjem i sig selv er ikke mere en blot et vaerelse med en seng og et skab, ude foran en lille overdaekket terrasse hvor han rullede et taeppe ud vi kunne sidde paa. Koekkenet og toilet/bad deler de med alle de omkring liggende"huse", som primaert er familiemedlemmer. Koekkenet ligner noget fra en anden tidsalder med 'komfur' bygget op i sten, som optaendes med braende. Idas kone kom med kaffe og riskager til mig, som jeg sad og noed mens Ida fortalte stolt om sin soen og sine mange malerier. Hans soen er laege, saa han har solgt alt han ejede og brugt alle sine penge paa soennens uddannelse. Det var roerende at hoere om. 

Idas køkken

Kaffe og riskager hos Ida

Saa Ida og jeg er blevet gode venner, han hjaelper mig med at komme rundt omrkring og se og koebe det jeg gerne vil have til gode penge. Det var ogsaa igennem Ida at jeg, sammen med en fyr det hedder Olli jeg har moedt paa hotellet, bookede en trekking tur op ad Mount Batur. Vi blev hentet 2.30 paa hotellet og blev koert til bunden af bjerget, og skulle saa vandre op i buldrene moerke kl. 3.30 om morgenen for at komme til toppen og se solopgangen. Det var haardt og til tider lidt udfordrende men da vi sad deroppe, paa toppen af bjerget... der er ikke  ord for det. Det var saa fantasisk smukt! Selv paa turen op, for paa trods af vi ikke kunne se noget paa jorden eller omkring os uden lygte, saa hver gang man kiggede op paa himlen kunne man nyde synet at tusindvis af stjerner og maelkevejen som lyste tydeligt op paa det sorte himmel. Sjaeldent har jeg proevet noget saa tilfredsstillende. Det var koldt, men den haarde tur op i konstant bevaegelse gjorde at man holdt sig varm. Dog da vi sad paa toppen og pulsen lagde sig, inden solen kom op var det virkelig koldt! Men lidt efter lidt tittede solen frem og varmede luften op. Turen ned var naesten lige saa haard, men en helt anden oplevelse, nu hvor man rent faktisk kunne se hvor man gik. Det var alt i alt ubeskriveligt... Jeg fik selv anbefalet dette af en hjemmefra, og jeg vil hermed anbefale det videre til alle der kommer til Bali! 

Vi besluttede at gå all in igår, og tage videre rundt på sight seeing på vej tilbage. Vi sku lige se et par templer, kaffeplantage og rismarker før vi var helt færdige. Vi endte med at være på farten i 13 i timer, og klokken var kun 15-16 stykker da vi kom hjem. Helt skævt :) så dagen endte med en god times massage, mad, en øl og så ellers på hovedet i seng! 
Om lidt skal jeg moedes med Ida, som vil koere mig til posthuset, saa jeg kan sende alle de ting jeg allerede har koebt hjem :-D Og imorgen gaar turen til Gili oerne!!
Glaeder mig til at give jer en update snart igen.