Rejsedagen er nu kommet. Om lidt slynger jeg en rygsæk på ryggen og sætter mig ombord på et fly med kurs mod Bali. Jeg er edderspændt og møghamrende nervøs.
Det har i den grad været en impulsiv beslutning at rejse til den anden side af jorden, alene, med en rygsæk. Men det har længe været en drøm, at komme ud at opleve verden. Og behovet for at trække stikket, og flygte mod varmere himmelstrøg, var pludselig ret stort.
Det seneste halvandet år har været lidt at en rutsjebane. Mit hoved har været på overarbejde, og der bliver (fortsat) spekuleret i lange baner. Hvem er jeg, hvad kan jeg og hvor vil jeg hen. Mit sensitive sind, min konstante bekymring og min søgen efter passionen i mit liv, har kambuleret og gjort tilværelsen væsentligt mere kompliceret end nødvendigt.
Så da jeg i oktober sagde mit job op, og pludselig stod uden arbejde, skulle der tages en beslutning om hvad den frihed nu skulle bruges på. Trods Paris længe har været en drømmedestination, trak varmen, friheden og afslapningen væsentlig mere lige nu. Så Bali og Thailand blev de to udvalgte destinationer, som nu skal udforskes og vigtigst af alt NYDES, i løbet af de næste 50 dage.
De sidste mange dage er gået slag i slag i selskab med mennesker som betyder noget for mig, og det har næsten været en rejse i sig selv med al den støtte og kærlighed jeg har fået med mig i bagagen, jeg føler mig enormt priviligeret :).
Man siger at livet er en rejse, men at rejse er at leve. Jeg er ikke i tvivl om sandheden i første del af dét udsagn, nu er det tid til at efterprøve anden del.
Vi ses på Bali :-*
